Håbet og dialogen må ikke dø - Artikel i Nød

Læs interview med Folkekirkens Nødhjælps formand on-line på Nødhjælpens hjemmeside. Hun fortæller om ind- og udrejse til Jerusalem som kun er mulig for israelere og udlændinge - palæstinenserne skal først søge om tilladelse.

Det var den samme kirkelige delegationsrejse jeg selv deltog i. Her er eksempler på hvor besværligt livet i de palæstinensiske områder er - men også på mennesker der insisterer på at holde håbet i live.

Ovenfor ses et billede fra YMCA i en af Betlehems forstæder - her har man valgt symbolsk at redde en lille bitte brøkdel af de mange amle oliventræer som israelsk militær har revet op med rode på palæstinensiske olivenmarker på Vestbredden og i Gaza.

Avnery - de forspildte chancer. Og sælg Golan før Bush gør det!

Uri Avnery er en af mine helte i Israel.

På hans hjemmeside kan man hver uge læse hans kommentar til verdens skæve gang - især den israelske og mellemøstlige verden. Og det er altid værd at læse. Skarpt, kritisk og velskrevet og som regel med mindst én overraskende pointe.

Da jeg googlede ham for at finde websitet, faldt jeg over denne artikel fra maj 2006 hvor han gør status over Israels forspildte chancer for fred.

Men ellers var det ugens essay - An Evening in Jounieh - der fik mig til tasterne. Her tegner han et lidet opmuntrende billede af Israels nordlige nabo, Libanon. "Det er som Italien under rennaissancen eller Tyskland under 30-års krigen" siger han. Man har en allieret til man tager en ny - og myrder den forrige.

Avnery beretter om et besøg blandt kristne libanesere i 1982, dagen inden han som den første israeler gik i dialog med Arafat som på det tidspunkt befandt sig i Vestbeirut. Jeg vil ikke afsløre historien her - læs selv.

Avnery konkluderer at Israel for enhver pris må undgå at komme til at sidde fast i det libanesiske hængedynd igen. Og for at få fred på den nordlige grænse må de involvere alle potentielle fjender, herunder Syrien. Dvs. give Golan-højderne tilbage til Syrien.

Men det indebærer at Israel skal trodse Bush-administrationen og skynde sig at "sælge" Golan til syrerne til gengæld for fred. Inden Bush sælger Golan til syrerne for at få hjælp i Irak:

"The Bush administration forbids our government to talk with the Syrians. They want to talk with them themselves, when the time comes. Quite possibly, they will then sell them the Golan in return for Syrian help in Iraq. If so, should we not hurry and "sell" them the Golan (which belongs to them anyhow) for a better price for ourselves?"

"Der er kun en måde at vinde en krig i Libanon på - og det er at undgå den!" konkluderer han.

Tanker ved et interview i Information med Elias Khoury

Forfatteren Bjørn Meidell har interviewet den libanesiske forfatter Elias Khoury i Information d. 24. november.

Den libanesiske forfatter Elias Khoury er fortaler for kulturblandingen i den arabiske verden. Kristne, muslimer og jøder må mødes i et multireligiøst samfund.

Kan man hente noget som helst håb i krigen i Libanon, sommeren 2006? Ja, ifølge Elias Khoury kan man. Nemlig at Israel har accepteret FN-tropper. Khoury ser det som første skridt til måske at skabe fred i Palæstina. For også her er der behov for internationale tropper - "Det er den eneste måde at stoppe det aktuelle blodbad". Det er den eneste måde besættelsen kan slutte, siger han.

Om fremtiden for den kristne minoritet i den arabiske verden:
Den religiøse mangfoldighed er en stor rigdom. Elias Khoury mener at det er meget afgørende at bevare en kristen minoritet i den arabiske verden. Interessant nok drager han parallel til de irakiske jøder i Irak - som flyttede til Israel. De havde været i Irak i 1000 år, og det var en "kulturel katastrofe" at de flyttede fra landet. Til gengæld påpeger han at "De marokkanske og irakiske jøder spiller en vigtig kulturel rolle i Israel."

Men antallet af kristne i Mellemøsten falder. Khoury mener at det er vigtigt skille stat og religion ad for at bevare den kristne kultur i området. Han mener det er nødvendigt at genopfinde nationaltetsbegrebet på en måde så mangfoldigheden kan bevares.

Et lignende synspunkt har jeg - altså denne blogs ophavskvinde - hørt fra den lutherske biskop i Jerusalem, Munib Younan. Han var en af talerne på en workshop på Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Porto Alegre i februar 2006. Han fortalte om arbejdet med at skrive en forfatning for Palæstina. Han argumenterede som kristen for at forfatningen skulle være rent verdslig - så Palæstina kunne være ramme for både muslimer, kristne, jøder - og alle andre. Formålet skulle ikke være at holde religionen ude af det offentlige rum. Formålet skulle være at skabe en ramme med plads til at de forskellige religioner kunne bidrage positivt til den offentlige debat. En verdsliggørelse der ikke handler om at bekæmpe religion, men om at sætte religionerne fri - inden for rammerne af en demokratisk forfatning.

Ikke en konflikt mellem islam og Vesten
Da jeg besøgte Israel og Palæstina i september, var det kort efter Pavens tale på universitetet i Regensburg d. 12. september 2006 (download pdf-version af dansk oversættelse på www.catholica.dk). Der havde været angreb på flere kristne kirker på Vestbredden og i Gaza. Angrebene var blevet pustet gevaldigt op i pressen som endnu et eksempel på det globale sammenstød mellem islam og Vesten - her repræsenteret ved kristendommen. Interessant nok var alle vi mødte, både kristne og muslimer, meget opsatte på at lægge afstand til denne udlægning. Da kirken i Tulkarm blev brændt ned stod de lokale muslimske repræsentanter og myndigheder nærmest på nakken af hinanden for at sige undskyld, lægge afstand til attentatet, finde gerningsmændene og finansiere en genopbygning af kirken. "Det er ekstremistiske ballademagere", lød forklaringen igen og igen fra begge sider.

De kristne palæstinensere ser ikke muslimerne og islam som den største trussel mod deres eksistens og tilværelse i landet. Truslen - og det pres der får mange til at rejse - kommer fra besættelsen og de vanvittige vilkår der præger palæstinensernes dagligdag - muslimer såvel som kristne.

Elias Khoury udtrykker det på denne måde: "Sammenstødet er der, men ikke mellem de islamiske bevægelser og Vesten. Derimod mellem kolonisatorer og de koloniserede. Dette sammenstød vil fortsætte. Vi må tilbage til den rette terminologi. Vi er ikke imod Vesten som sådan."